Jeg bruger mig SELV
- Kan det ses?
Med noget på hjerte løber jeg ud af hverdagens trygge ramme. Forsøger igen at slippe væk mens jeg stadig er mig. På flugt og på vej.
Min puls stiger og dunker i min krop. Mit hoved er ved at eksplodere og mine skamlæber er fyldt til bristepunktet … af skam. Åh hvilken stor skam de er.
Gem dem.
Glem dem.
For alt i verden afhænger af det.
Lillith er på flugt.
JEG er i bevægelse
Livets impuls pumper trodsigt i mit hjerte. Bruser sig påtrængende vej uden stop gennem mine vener og mine årer. Frem og tilbage. Frem og tilbage. Som havets bølger.
Våde mørkerøde bølger af levende liv, der tålmodigt monotont æder sig ind på det faste land.
Livets impuls
æder sig
ind i mig
Gnaver kødet
af mine
knogler
Suger
marven
ud
Jeg er ikke hende. Tilbage og ind i mit faste genkendelige lille selv, kravler jeg. Nøgen og på knæ. Bange for at blive set. Bange for at give slip. Bange for at hænge fast.
Underlagt naturens mægtige kræfter, forsøger jeg stadig at opretholde min grænse, min krop, mit menneskeskabte liv som jeg kender det.
Jeg skubber mig
Anstrengt videre
Videre
Videre gennem klæbrige sumpe af gammelt nedfaldent liv i forrådnelse, bevæger jeg mig møjsommeligt og uendeligt langsomt. Kun forstyrret i mødet med fortidens store og små bunker af flinteflager så skarpe som titusind køkkenknive.
De river mig i kødet
Jeg føler mig
Mere
Levende nu
Uafgrænset flyder jeg
Ud
Mit varme blod blander sig med mudderet. Jeg følger impulsen til at stoppe op. Rulle mig til ugenkendelighed i alt det brune klæbrige organiske dynd. Jeg udvisker, udvander og opløser det menneske der gik ind. Det menneske, der gik ud. Der går ud nu i kraft af den fortid, som indkapsler og forpupper mig.
Til sidst og til en start ophører jeg. Ophører med at kæmpe imod.
En ny dag bryder frem. Jeg vågner op i virkeligheden. Morgensolen varmer min krop. Jeg bevæger mig mens de tørre skaller falder mod jorden. Jeg har samlet mig på ny. Genfødt. Genopstået. Genfundet.
Jeg er her.
Jeg er forsvundet.
Jeg er.
Ingen tid.
Intet sted.
Ingen ting.
Verden opstår omkring mig igen som jeg kender den. Og alligevel er alt anderledes.
Jeg er anderledes. Du er anderledes. Vore fortællinger er anderledes.
Ligesom sidste gang.
Og næste gang.
Tilbage står vi med endnu et værk. Endnu et stykke ... kunst måske?
En slangeham. En afknækket gren. En plet på gulvet. Et ufatteligt vidnesbyrd om intet som helst … der på bagkant kan genses og gennemleves af nye åbne menneske med sprækker.
Sådan kan min kunstneriske praksis beskrives. Jeg lever og jeg dør. Jeg antager nye former og min identitet flyder sammen med værkerne. Jeg opsluges i såvel den forudgående proces med at forme et værk, som i selve performancen eller den ord- og billedkunstneriske skabelse.
Jeg er som en junkie afhængig af at opstå og opløse mig selv i mødet med verden og flugten fra verden. Som jeg ser den. Jeg skaber min virkelighed – en virkelighed – din virkelighed – mens jeg ser den. De mange muligheder folder sig ud inden i mig samtidigt med at jeg automat-skriver og former og bevæger mig gennem det.
Mine poetiske ’spor af ord’ opstår i et flow, hvor jeg både ser, fastholder og verbaliserer det sete, det skete, det oplevede … og samtidigt slipper jeg det løs, så det kan udfolde sig ikke som det var, men som det kunne have været. En surrealistisk usammenhængende disharmoni af ord, der alligevel fletter sig ind i hinanden og smelter sammen på forunderlig vis. Når det læses indenad.
Jeg nyder at kunne processere et performanceværk gennem nogen tid. Dage. Måneder. År.
I bølger lader jeg det manifestere sig i min bevidsthed og jeg nedfælder flager af det indfangne i mine personlige noter.
På alle tider af døgnet noterer jeg mere og flere brikker til det samlede hele. Det intensiveres over tid. Distræt distraheres jeg ind i mig selv og min impulsivt pulserende opløsningsproces smelter efterhånden ud gennem sprækkerne af mit selv. Ud på mine omgivelser.
Jeg er altid, igen og stadig i mit kunstneriske forår. Jeg er aldrig færdig, altid i vækstlaget.
Jeg er skamfuldt famlende og søgende og snublende i forhold til, hvor jeg ’kommer ud’ med mine værker.
Jeg bruger størstedelen af min energi og mit fokus på at afdække og blotte mig og deraf skabe og give os noget at spejle sig i. På godt og på ondt – og aldrig følelsesløs. En mulighed for at dyppe tæerne i et evigt skiftende følehav. En mulighed for at give dig nogle dråber eller en balje med hjem.
Så.
Hvis du gerne vil købe eller opleve eksisterende værker. Såvel performance som billedkunst og poesi.
Hvis du gerne vil udstille eller udgive eksisterende værker.
Hvis du gerne vil lægge platform, ro, recidency eller rammer til nye værker i vækst via tid, rum eller økonomisk støtte.
Støt mig i min utilslørede Samsara af død og genfødsel … og alle de værker det afføder.
Opdag mig. Se mig. Tag mig ind.
